BINDEORD
Jeg kan dårligt tale
med min nabo længere.Bindeord er forvandlet
til hyletoner i sprogets ekkokamre.Vi stirrer på hinanden
min nabo og jeg
fra hver sin pol
på hvert sit sprog.Vi mangler bindeordenes vaccine
mellem klanerne.Nattehimlens arkitektur.
Jeg ser lysende fodspor
10.000 år gamle.Han tænder bål bag hækken
på en helt anden frekvens.Fra himlen falder rotten ned.
UNDER VAND ER JEG IKKE LÆNGERE DØV er Jørgen Haarders tredje digtsamling.
Det er forfatterens tredje digtsamling, og det hele begynder og slutter med en rotte.
1. del er overvejende en række lyriske kommentarer til vores samtid, og de handler om sprogets ekkokamre og dykkerklokker, politisk hate speech, grådighed og hovmod, algoritmers salmesang, big science, arternes uddøen og sibiriske kongekrabber i Roskilde Fjord, iltsvind og delfinens ensomhed, roadtrips til Mars og tonedøve politikere, der aggressivt slikker bløde knæ uden at være inviteret. Men de handler også om ekkoet fra tranernes søvn, om sølvfisken i badeværelsets rist, som har været her i millioner af år, om sosuhjælperen, der begår medlidenhedsdrab og om et samfund, hvor de ældre udgrænses fra arbejdsmarkedet.
2. del udgøres af en stribe erindringsdigte fra barndom og ungdom, digte om vinterkulden og snehvidemørket i skolegården en februardag i 1972, om Saphos bryster, skumfødte ekspeditricer og benløse fugle i et maltrakteret ansigt og om at falde død om i en kornmark 11 år gammel.
I 3. del afprøves en lyrisk del-genre, som forfatteren kalder Leksikale postkort. Her møder vi bl.a. Leonardo da Vinci, der klipper negle i sin elskedes nærhed, en 19-årig Sigmund Freud, som besat af ålens køn forgæves dissekerede mere end 400 ål, Edward Hopper og Jackson Pollock, nomaden Bruce Chatwin og den finske digter Pentti Sarikoski, som hengav sig lidenskabeligt til verdens tabte sprog, før han døde af druk.
4. og 5. del handler kort og godt om at blive ældre, om de døde, der gerne synger med de levende, om at bygge en tro kopi af Ötzi-mandens 5000 år gamle kniv sammen med børnebørnene, om et 40 års studenterjubilæum, der føles som at sidde fast lidt for længe i en elevator, før den styrter mod bunden, om endelig at lære at omfavne et træ og acceptere sprogets tusmørke, hvor stjerner koger ind i deres eget fedt og bliver til intet.
Jørgen Haarder er født i 1958. I 80erne var han en del af det unge lyrikmiljø og fik trykt digte i bl.a. Sidegaden, Lyrik, Hvedekorn (’82, ’83, ’84, ’85, ´87), Politisk Revy, DR og et par antologier. I 1985-86 var han med på Poul Borums indledende forfatterskolehold på Kunstakademiet før skolens officielle åbning i 1987. I 1989 udsendte han digtsamlingen For Alt I Verden.
Op gennem 90erne fik han adskillige rejseartikler, prosatekster, klummer, essays og fotos publiceret i Politiken, Weekendavisen, Information, Det Fri Aktuelt og Berlingske. I nullerne gendigtede og moderniserede han en række H.C. Andersen-eventyr i et nutidigt sprog, og de blev samlet og udsendt i en bogudgivelse med illustrationer af kunstneren Kasper Købke i 2016. (Hans Christian Andersen Eventyr). I 2020 udsendte han digtsamlingen Den store skala. Digte og fantasier.
Jørgen Haarder har været beskæftiget i gymnasieskolen gennem en årrække, både som lektor og vicerektor.
