Hvis du kun skal læse en satirisk digtsamling i år …
Hvis du kun skal læse en satirisk digtsamling i år, vil Det Poetiske Bureaus Forlag stærkt anbefale at det bliver Lars Thurs nye bog Stærkt utilfreds!
Der er en god mulighed for at du og han deler grundoplevelse af tilværelsen:
For nu at sige det
som det er
så er jeg stærkt utilfreds
jeg er utilfreds med min barndom
min ungdom og hele min opvækst
Jeg vil bortadopteres
med tilbagevirkende kraft
og opfostres
i et grænseløst revir
med slotsfruer, østers
vindebroer og canapeer
Lars Thur har i en årrække været stærkt utilfreds i virkeligheden og nu er han også blevet det på tryk. Bogen rummer en lang række digte, hvor han viser sin utilfredshed (og hvor hans livsglæde desværre skinner igennem i en del tilfælde) Han har tidligere udgivet bogen Meningen med livet på Det Poetiske Bureaus Forlag.
Mange vil genkende Lars Thur fra det centrale Århus, hvor han i en årrække havde Thurs Antikvariat, oprindeligt på den Vestergade, som Peter A. G. og Gnags slingrede nedad på den tid og senere. Og det er den samme fandenivoldskhed, det samme uimponerede århusianske lune, der kendetegner Lars Thurs tekster. I dag bor han i Havndal, nordøst for Randers, hvor han fortsat er stærkt utilfreds. Bogen er smukt illustreret med collager, der trækker på kunst- og religionshistoriens store billeder.