Tilbud

Li He: Dragesang

DKK 150 DKK 125

Li He, hvis navn tidligere blev gengivet som Li Ho, blev født i 790 eller 791 og døde i 816 eller 817. Han skrev digte allerede som syvårig og blev tidligt opdaget af Kinas dengang toneangivende digter Han Yu.

Li Hes digte ligner ikke noget andet. De er foruroligende og undertiden voldsomme og morbide. Man sagde dengang, at Du Fu var en konfucianistisk vismand, Li Bai en daoistisk udødelig, Bai Juyi menneskelig og Li He dæmonisk og genfærdsagtig, optaget af åndernes verden.

Ofte er er der i Li Hes digte så abrupte spring, at man antog, han havde sammensat sine digte af uafhængigt skrevne småstykker. Og det havde han måske også. Ved daggry red han ud sammen med sin tjener. På sadlen havde han en silketaske, og når han kom på en sætning til et digt, skrev han det ned på en strimmel papir og lagde den i tasken. Når han kom hjem, rystede han tasken ud og satte fragmenterne sammen til et digt.

De centrale billeder i Li Hes digte kan være en stadig kredsen om, hvor kort livet er, sammensat med personlige billeder af for eksempel genfærd, blod, døende dyr og grædende statuer.

Nu kommer for første gang på dansk et stort udvalg af Li Hes digte, gendigtet af den eminente Arne Herløv Petersen, der tidligere har beæret os med fyldige, roste udvalg af store kinesiske digtere som Du Fu, Li Bai, Bai Juyi og Wang Wei.