Jeg var engang et værdiløst frø, den lille kerne af en drøm
som forsynet selv havde plantet nær din kærligheds strøm.Jeg sad en stund ved dit brusende vand, hvilede dybt i din jord,
drak de krystalklare vande og søgte at tyde sjælens ord.Da en årstid var gået med venten, mit væsens skal brudt ned,
og de åbne sår på min krop, dækket af din balsam, sved…
Disse ord lyder som et kærlighedsdigt og de er et kærlighedsdigt. Ser man nærmere efter, kan man også se at de tilhører en mellemøstlig tradition, der er noget arabisk eller noget persisk over dem. Alligevel går man glip af det vigtigste – det, der ligger underforstået i digtet, der indleder Mahvash Sabet store digtbog. De taler om noget, der ikke kan nås, om en drøm, om en frihed. De er skrevet i fængslet.
Mahvash Sabets Fængselsdigte er skrevet mens hun var i fangenskab i sit hjemland Iran, anklaget og dømt for at have stiftet ”en illegal organisation med det formål at undergrave statens sikkerhed”. Sandheden er, at hun og seks andre medlemmer af Baha’i-religionens administration, blev anholdt og fængslet uden reel grund. Efter en rettergang fik hun 20 års fængsel, men blev løsladt i september 2017 efter 10 år og i øvrigt tildelt flere litterære priser, kort efter løsladelsen. Digtene havde været smuglet ud og offentliggjort siden 2013.
Digtene skildrer livet i fængslet i al sin barskhed, men med stor poetisk kraft. Det er en højaktuel bog i en tid, da der så mange steder er fornyet fokus på mindretals og afvigeres kår og overgreb mod menneskerettigheder, som havde været en selvfølgelig i årtier. Bogen udgives i samarbejde med Njord Biennale og Dansk PEN.
