Maurice Blanchot (1907–2003) var en fransk forfatter, filosof og litteraturteoretiker. I modsætning til de franske postmoderne intellektuelle – men til gengæld ligesom Camus, de Beauvoir og Sartre – skriver han både teoretiske tekster og skønlitteratur. Hans filosofiske arbejder har været oversat i begrænset omfang til dansk, men Blanchots skønlitteratur slet ikke.
Første eksempel på dette er Blanchots debutværk, Thomas den dunkle, som forfatteren dog senere omskrev (og det er denne bearbejdede udgave der udkommer på dansk), oversat af Mikkel Thykier. Det er en art tidlig punktroman med en strømmende, fokuseret og minutiøs skildring af en hovedperson.
Bogen gennemgår mennesket Thomas daglige aktiviteter og livets grundlæggende former og skaber derved et eksistentielt portræt af endog meget stor dybde og klarhed – trods bogens titel. Vi møder hovedpersonen i skoven, ved havet, spisende, sovende, læsende, efterhånden i mødet med en anden og i mødet med døden. Alt det, der findes i et liv.
På en måde stiller romanen det grundlæggende spørgsmål som filosofferne Levinas og Derrida skændtes om i årevis: Er mennesket altid “et andet menneske for nogen” eller er det altid bare “sig selv”?
Det kan minde om f. eks. den amerikanske forfatter Paul Austers iagttagelser af det menneskelige og dets bevægelser:
“Thomas lukkede sig inde på sit værelse for at læse. Han sad med hænderne samlet over panden og tommelfingrene presset ind i sit hår. Han var helt opslugt, han kiggede ikke engang op, når nogen trådte ind ad døren. De kom ind og så, at bogen altid var slået op på samme side, og troede, at han bare foregav at læse. Han læste. Han læste med en uovertruffen grundighed og opmærksomhed.”
Blanchot havde som tænker stærk indflydelse på post-strukturalistiske filosoffer som Gilles Deleuze, Michel Foucault, Jacques Derrida og Jean-Luc Nancy.
