Torben Dalhoff : Månesyge

DKK 100

Kategori:

Næstsidst i Torben Dalhofs personlige, selvbiografiske samfundskommentar, digtsamlingen Månesyge, står et digt, der opsummerer det hele – de oplevelser af at blive indviet til livet – eller i det mindste til en eksistensform – der har været digterens trædesten gennem tilværelsen:

INDVIELSER

Fødslen på Centralsygehuset i Esbjerg
alt for tidlig født og lagt i kuvøse
for at mindske infektionsrisikoen.

Dåben på Psykiatrisk Hospital Risskov
stofpsykose, sagde psykiateren
oplevede selv en kundalini rejsning.

Forklarelsen på Fristaden Christiania
syv dages mescalin trip åbnede op
for kosmisk energi som bevidsthed.

Korsfæstelsen på Hvidovre Hospital
hospitalspsykose udløst af medicin
og mange smertefulde operationer.

Så mangler bare den sidste indvielse
som jeg aldrig kan beskrive i ord
kun gætte mig til helt uden vished.

Hvis man er en læser, der ikke ønsker at opleve, hvordan verden ser ud gennem blikket på de af os, der er udsat for de største prøvelser, kan man fint springe denne bog over. Hvis man derimod ønsker at af-prøve sandheden i Leonard Cohens ord “there is a crack in everything – thats where the light gets in”, så er Torben Dalhofs forfatterskab et godt sted at starte.

Bogen er illustreret i farve med et sæt specialdesignede Tarotkort af Craig Martin Wood.