Forfatter, oversætter og journalist Gorm Rasmussen har skrevet, samlet og redigeret første nummer af Utyske-serien, en række småbøger om den skygge som ikke flytter sig med solen … sådan en har alle! En serie der lever op til titlen der er navnebeslægtet med “tosse” og “tusmørke”.
Utyske No. 1 – Mændene i bakkerne handler om samlere af forskellig beskaffenhed. Først følger vi digteren, oversætteren og juristen Carl Kjersmeiers besættelse af afrikanske masker. Så vandrer vi på de danske landeveje med folkemindesamleren Evald Tang Kristensen. Derefter kommer turen til den autodidakte legendariske etnobotaniker Vagn Jørgensen Brøndegaard – ophavsmand til bl.a. klassikeren Folk og Flora – som døde tidligere i år. Endelig møder vi, i efterskriftet, ophavsmanden til ordet datalogi, Peter Naur, som på sine gamle dage har lagt computernes verden bag sig for at beskæftige sig med menneskets psykologi.
Der er planlagt flere udgivelser i Utyske-serien og allerede til efteråret håber vi at kunne præsentere No. 2 der får titlen De lyshigende og bl.a. handler om Acer campestre, lygtemænd, paradisfugle & mennesker, og rødkål. Utyske 3 ventes at udkomme først på året i 2015. Den vil nærme sig den smertelige kerne af begrebet som har givet serien titel, og der vil for første gang være indbudt gæster.
Anmeldelse af Martin Kargaard Thomsen :
”Utyske” er en bog om fire mastodonter i dansk kulturhistorie, hvoraf de tre af dem også er dinosaurer, da kun én af dem stadig har sin gang på denne klode. Den er forfriskende i sit fokus og tilgang til disse sværvægtere. Ikke blot fordi den tager nye greb på nogle af vort lands store kulturpersonligheder, men også fordi forfatteren har blik for etymologi, følelser og menneskesjælens mysterier. Umiddelbart er det tillige et spændende, risikabelt og nytænkende projekt: at skrive en biografi over fire store danskere og forsøge at finde deres sjæles og virkes fællesnævnere – men holder den ambitiøse skude sig fri af skær hele vejen til tørdokken?
Jeg var til stede ved udgivelsesreceptionen for Gorm Rasmussens ”Utyske” i Det Poetiske Bureaus Forlags intime bogkælder på Møllegade 23A og overværede en sprudlende forfatter læse uddrag af sin bog. Min nysgerrighed blev i den grad vakt. Levede den op til mine forventninger? Ja og nej. UTYSKE er afgjort en usædvanlig bog, og Det Poetiske Bureaus Forlag skal have point for at turde udgive den. Men bogens styrke – en flyvsk og anderledes tilgang til den biografiske genre – er samtidig dens svaghed, og det skyldes, at den bliver lidt indforstået og causerende i al dens engagement. Flere brede penselstrøg ville klæde de mange punktnedslag. Gorm Rasmussen har lagt et enormt arkiv- og opsøgningsarbejde i udgivelsen, og den havde fortjent en bedre korrektur og redaktion. Men denne bog er en særling, om særlinge. På godt 150 sider tegnes portrætter af fire store kanoner – så det er vel i orden, at kanonløbets krudt er en smule fugtigt hist og her…og heldigvis: de er nogle sære dinosaurer. Smag lige på den sætning… – og hurra for en uforudsigelig kanon!
Men nu til det egentlige. Første del handler om Carl Kjersmeier, kunsthistoriker og anerkendt samler af eksotiske, især afrikanske, skulpturer. Kjersmeier blev født i 1889, og Gorm Rasmussen (herefter GR) søger at nå til en forståelse af, hvem mennesket Kjersmeier var. Vi læser, at Kjersmeier som digter var forud for sin tid, men senere står der, at han ”lykkes ikke som digter”. Skulle man forsøge at komme med en dom over værdien af Kjersmeiers digte, ville det kræve en længere afhandling. Men her får vi det hele serveret meget komprimeret og springende, hvilket gør det svært at vurdere GR´s værdidomme, medmindre man er litteraturprofessor med speciale i forrige århundredes danske litteratur. GR tilbyder os dog flere digte at gnaske på, og glimtvis aner man, hvad GR er ude i for et ærinde. Men helt klart står det altså aldrig. Under læsningen får jeg desuden det indtryk, at Kjersmeier ikke rigtigt ved at bedømme de afrikanske statuer, han er så kendt for at samle. Er det ikke at undervurdere ham? Medmindre altså man kender kunst- og idéhistorien fra forrige århundrede ind og ud. Med en omskrivning af en svensk digter fra 1800-tallet: dunkelt skrevet er dunkelt tænkt.
Selv om Kjersmeier for længst er død, og GR derfor uden at blinke kan lade hammeren falde – og gør det, måske blinkende nervøst, for han er skam en empatisk biograf, i en saliggørende frisk stil – så er det jo et til tider træls kendetegn ved biografer (og anmeldere), at de tit og ofte føler sig nødet til at knuse pebernødder med deres tunge hammer. For eksempel gør GR Kjersmeiers hustru til en større kender af afrikansk kunst end sin mand, selv om hun ingen forudsætninger har herfor – hun har den samme juridiske uddannelse som sin mand, er jøde og i familie med en maler – men hvorfor skal hun have æren for at vælge Kjersmeiers første samlerobjekt? Det begrundes med, at hun siger: ”Der fik vi noget , vi var henrykte for”. Dette ”vi” betyder i forfatterens øjne, at det er hende, der vælger sin mands første skulptur (og måske næsten alle efterfølgende?). Hvorfor skal konen gøres til en større samler end en af de vigtigste samlere af eksotisk kunst i Danmark? Dette betyder jo, at Kjersmeiers intellekt sættes i et dårligt lys og giver i det hele taget ikke mening. En mand, der går rundt med en skulptur under armen i timevis, mens han kærtegner den – skulle han have hjælp af sin kone til at vælge? En anden vigtig skulptur køber han, fordi han ubevidst ønsker at lade sig narre til at tro, at den er sjældnere, end den i virkeligheden er. Alt dette ved forfatteren, hvilket ikke er troværdigt, for sådan noget kan man kun vide, hvis man er inde i mandens hoved. Dette vil GR mægtigt gerne være – men er han det? Nej. Kan hænde at alle disse antagelser er sande, men i så fald mangler man som læser de uddybende forklaringer, belæg for postulaterne. Det lader til, at GR gør Kjersmeiers giftermål samt erhvervelsen af én afrikansk skulptur til bestemmende hændelser i Kjersmeiers liv i en sådan grad at mandens sjæl reduceres til en funktion af eros+exotikos – men er dette ikke blot freudiansk reduktionisme, der er lidt for letkøbt?
Når disse kritikpunkter er nævnt, er det som sagt en spændende, frisk stil, som GR benytter sig af. Han kommer godt rundt om Kjersmeiers liv og levned i kraft af det imponerende arkiv- og detektivarbejde, og de mange citater, med kommentarer, af Kjersmeiers digte er spændende og – sådan virker det – velvalgte. Som læser får man lov til selv at lege med på denne opdagelsesrejse i Kjersmeiers liv, især når der mere antydes end udtømmes. Med dette in mente er GR´s flyvske stil langt hen ad vejen retfærdiggjort. Jeg er ikke ekspert på Kjersmeier – tværtimod – så mine tanker om vederhæftigheden i GR´s domme over hans person og virke bør ligeledes tilføjes en knivspids salt! Men jeg kan ikke andet end beundre Kjersmeiers fritænkning og hans romantiske, følsomme ånd, der favnede som få. Ja, jeg får ligefrem ondt af manden, når Kjersmeier skriver, at han ikke har lyst til at tage tilbage til Afrika, fordi ”den saakaldte kulturelle indflydelse fra Europa har været for ødelæggende”.
Anden del handler om folkemindesamleren Evald Tang Kristensen. Denne del af bogen fungerer kendeligt bedre. GR kan sit stof, tager flere halvgeniale greb om stoffet og den berømte folkemindesamler og væver ikke tilnærmelsesvist så meget som i første del. Sproget er kort og koncist, og portrættet af Evald Tang Kristensen er både underholdende og klart.
Tredje del handler om V.J. Brøndegaard, endnu en samler med stort S, manden bag ”Folk og Flora”. I første del blev skudt med spredehagl i forsøget på at indkredse Kersmeiers livsgåde, men dette gøres langt mere vellykket i de dele, hvor GR selv har mødt den person, han portrætterer. GR skriver stadig visse steder lidt kryptisk – nogle ville måske sige finurligt – så man bliver i tvivl: er der en direkte sammenhæng mellem den sætning man læser og den forrige? Jeg tror, GR på denne måde får sine læsere til at sætte farten lidt ned, altså at det delvist er med fuldt overlæg. Han skriver mundret og ikke særligt stramt. Og i tredje del er der ikke mange løse ender. Vi får serveret et meget smukt portræt af Danmarks store botaniker, og vi får mange gode anekdoter: V.J. Brøndegaard har ikke én plante i sin lejlighed. Brøndegaards datter fortæller, at da han fulgte hende i skole, kunne han pege alle planterne ud med deres latinske navne og fortælle, hvad de blev brugt til. Men han kan ikke passe en plante, gøde og vande den! Så bliver man nysgerrig: er Brøndegaard på en eller anden måde autistisk? GR har flere gange slået fast, at Brøndegaard husker alle sine tusindvis af artikler og kronikker udenad. GR konkluderer: ”Havde han været en plante, ville han være rødlistet som uhyre sjælden og bevaringsværdig”. Vi får indblik i hans værk, hans særheder, hans politiske ståsted, hans slægtshistorie, hans filosofi og meget mere. Alt i alt er det et vellykket, ja meget vellykket portræt med masser af poesi og historie dertil. Der er dog også malurt i bægeret. Begrebet ”barnelegsplante” bliver ikke ordentligt beskrevet, så man som læser er usikker på, hvad barnelegsplanter er, udover noget børn leger med. Det er som nævnt forstyrrende for fornøjelsen ved at læse denne ellers fascinerende bog, når det gang på gang ikke fremgår af tegnsætningen, at der er tale om et citat; først et par sætninger senere finder man ud af det via konteksten.
Hvis der bliver strammet op på den redaktionelle indsats i de to næste dele af den trilogi, som planlægges, vil det klæde dem. Men den flyvske stil er også en del af charmen ved denne bog. Som GR skriver: ”Samler jeg endelig på noget, så er det gåder. De er næsten altid af poesiens familie (…) Det er spiringen, det gælder. Der hvor gåden udfolder sig”. Gorm Rasmussens ”Utyske” er animerende snarere end docerende og forklarende, ej heller er den prætentiøs og fyldestgørende. Det er desuden godt set af Gorm Rasmussen at samle disse fire personligheder i én bog, og det lykkes ganske godt at væve disse store samleres livsbaner og fællesnævnere sammen. Jeg er i tvivl, om ”Utyske” skal have tre eller fire hjerter, 5 stjernetåger eller bare tak. Men den er interessant læsning i kraft af dens stjerner og poetiske hjerterum. Og så har jeg endda slet ikke omtalt den sidste og fjerde del, den om Peter Naur, datalogiens fader. Gorm Rasmussen får de sidste ord her: ”Hvem er de så, de fire. Bare fire fyre, der har viet 99 procent af deres liv til det samme. Hele tiden. Fire stadier på en tidslinje, sådan er det blevet. Det er dem, de repræsenterer, en hver. Et før-verbalt stadium, et verbalt, et skriftligt og et efterskriftligt”.
