Den græske dramatiker Dimitris Dimitriadis’ nyklassiker, Jeg dør som et land, kortroman, essay, monolog, eller hvad man skal kalde den, er i slægt med den klassiske sansende prosa som vi kender helt tilbage fra Zolas arbejderfortællinger og Tolstoj. Som den franske oversætter Michel Volkovitj skriver i forordet:
Fremfor alt, mellem disse snit, læser vi sådanne overdrevne sætninger, udmattede før de overhovedet kommer igang og dog uudtømmelige, så hårdt spændt ud, at de er lige ved at knække, som blev de trukket ud af musikinstrumenter på grænsen af deres ydeevne.
Bogen er fra 1978, kort efter det brutale græske Oberstdiktatur var afsluttet og landet åndede lidt friere igen. Teksten er skønlitteratur, med tænksomme, fabulerende passager, og den handler om menneskers lidelser, da et navnløst land bryder sammen efter en skæbnesvanger krig. Her bringer vi blot en enkelt af bogens mange lange forpustede sætninger:
DER var kun få voldelige reaktioner under denne altomfattende ulykke, som man langt senere skulle komme til at kalde Livmoderens Middelalder (afbrænding af offentlige bygninger, ødelæggelse af mindesmærker og nationale symboler, mordattentater mod personer der blev holdt ansvarlige for en ulykke de selv var ofre for), alle de andre, vant til nøjsomhed, tøjlede deres fortvivlelse og begrænsede til private rum deres panikudbrud, som fik dem til at rive deres hovedpuder itu med tænderne om natten, til at skrive bindegale, usammenhængende breve til Gud eller selve ulykken, hvor de tiggede den om at trække sig tilbage eller truede med at gå til frontalt angreb på den efter Sankt Jørgens eksempel, til at stå i timevis, ubevægelige og udtryksløse, og nynne gamle nostalgiske sange, til at bide negle i rasende fart eller skære sig dybt med barberblade på hemmelige følsomme kropsdele, indtil der kom så meget blod der skulle til for at tilfredsstille racens drift mod menneskeofring eller selvafstraffelse, altid bag aflåste døre, med lysene placeret rundt om den nådesløse massakres emblem, altid den samme kannibalmusik til at ledsage renselsens handling, med den uafvaskelige blodplet altid på samme sted, så der med tiden blev dannet en slags alter på toilettet, i soveværelset eller i køkkenet hvor hver og en fandt ly og udfyldte sine timer, indtil kroppen ikke længere holdt ud at løfte byrden af den anden, af den mangehovedede krop med den evige, den uslukkelige, begyndelsesløse og unikke tørst, som slår sig løs i hver krop med afsindige, ubarmhjertige ønsker.(…)
