Nanos Valaoritis : Hjemløs den Store

DKK 100

Grækenland har altid haft store lyrikere. Blandt nobelpristagerne er Elytis og Seferis, som begge skriver i det blændende sollys. Nanos Valaoritis (f. 1921) skriver i skyggerne på samfundets bund. Den nu 94-årige Valaoritis store digtkreds, Hjemløs den Store, som Det Poetiske Bureaus Forlag udgiver i Sotirios Souliotis’ oversættelse som en del af serien Bureauets Lommebibliotek, viser eksistensen helt nøgent:

Jeg pisser hvor jeg kan komme til det,
æder hvad der dukker op,
er ikke bange for dårligt vejr,
trisser rundt dag og nat;
… Jeg nærer ikke had til nogen,
jeg er ikke revolutionær –
er bare et symptom, et ulykkeligt tilfælde

Men der er mere ved denne tekst. Den er dybest set i samtale med litteratur fra hele verden. Eksistenser af denne art, der i selve hjemløsheden finder en flygtig følelse af hjem, møder vi hos de amerikanske beat-digtere, som Valaoritis lærte at kende under sit eksil i USA, og kinesiske digtere, som Lu Xun og Mo Yan, både før og efter revolutionen, og fortvivlede modernister som Rimbaud og Kafka.

De er hjemløs, sagde han, ikke sandt?
De bor på gaden og hvor som helst
Deres hunde giver Dem selskab og varme,
De bærer Deres seng på skulderen
så den ikke bliver stjålet af andre hjemløse

Og selvom vi har kendt hjemløse som avissælgere i mange år og mødt hjemløse palæstinensere, har ordet hjemløs fået en helt ny aktualitet i den seneste tid, hvor store grupper af flygtninge driver op igennem Europa. Når man er udenfor, er man helt udenfor:

Jeg sidder her på et gadehjørne
og kigger på alt der foregår:
et kærestepar sidder på en bænk
og rager løs på hinanden,
en lille tyk kvinde betragter dem grådigt