I forbindelse med forårets coronakrise har begrebet respirator fået en ny aktualitet. Det er titlen på et digt i en ny udgivelse fra Det Poetiske Bureaus Forlag, Søren Gehlert Schmidts Jeg kan se på afstand at jeg får ondt i røven af det dér:
det er en grå støvregnsaften
en vild lejlighed
til erklæringer
du ligner en milliard
og føler noget
helt andet
det er som religion:
hvis du fjerner guden
falder det hele sammen
i paragraffer og hensigtserklæringer
på molen siger jeg det
og mindst en af dine skygger
græder klædeligt
mens jeg omdannes til metal
i dit åndedræt
Det er forskellen på poesien og dagligsproget, at poesien altid rummer det usagte: Hvem er respirator for hvem? spørger vi uvilkårligt, og antyder derved fællesskabets sammenhæng, kærlighedens nødvendighed og ikke så få andre ting, som gør respiratoren til poesi – selv i en svær tid.
Bogen foregår på gaden, i Greve, på Nørrebro, i lufthavnen, i trappeopgangen, i de grå skyggers labyrinter. Her vækker Søren Gehlert Schmidts digte alle slags usagte følelser og sansninger i rummet mellem to mennesker, mellem møder, tomhed og forsvinden.
