Kortromanen Med strømmen regnes som den sidste i rækken af Joris-Karl Huysmans’ (1848-1907) såkaldt naturalistiske romaner, inspireret af Émile Zola, men peger videre frem mod bl.a. Mod strømmen med sit meget rudimentære plot, og det højtsvungne sprog.
Den beskriver embedsmanden Jean Folantins daglige kamp for at sikre sig en smule lykke, i form af et venskab, lidt materiel komfort, i form af en velindrettet lejlighed og en husholderske, eller, i det allermindste, blot et tåleligt måltid mad på en hæderlig restaurant. Vil det mon lykkes ham at indfri sine beskedne ambitioner?
Novellen er én lang kritik af storbyen, af kunsten og litteraturen og af hovedstadens hastige forandring, af maden og af mennesker generelt. Og den handler igen om kvinder. Hovedpersonen spekulerer på, om det ikke ville være bedre at være gift frem for at opsøge prostituerede og betale for sex, men han kommer frem til, at med hans ringe indtægt vil han kun kunne få en doven kone, der bare vil sætte børn til verden, som han skal arbejde mere for at forsørge.
Hovedtemaet, der anslås, forbinder i den grad Huysmans med hans berømte efterfølger, den franske nutidsforfatter Michel Houellebecq: Den hvide, midaldrende mand, der har mistet lysten til sex, og som samtidig er blottet for moral og fyldt til randen med livslede, og som en sand misantrop spidder samtiden ved spydigt at blotte folks simple og vulgære lyster og motiver. En verden fyldt med dekadent moralsk ublu hedonisme, hvor jeg-fortælleren ikke selv evner at kunne nyde det, er det helt centrale tema for begge forfattere, og det, der forbinder dem mere stilistisk, er deres sorte humor, beskrivende denne uholdbare tilstand, der samtidig er et billede på den vestlige civilisations endeligt.
MED STRØMMEN er nummer fire i rækken af Huysmans-romaner udgivet i serien Bureauets Lommebibliotek efter Et dilemma (2018), Mod strømmen (2019) og Fra dybet (2021) – alle fire fortræffeligt omsat til dansk af Annette David.
